Hindbærsnitten

Danmarks største bagerportal !!!

/Forsiden/  /Bageskolen/  /Bøger/  /Diverse /Download /Hvem er jeg /Historie/  /Kontakt/  /Portræt/

Se de sidste 30 tilføjet opskrifter - Se alle opskrifter - Vind med hindbersnitten.dk - opskrifter på mad NY

Læs  om

Firmaportræt:

Bornholms valsemølle

H.W. Larsen

Valsemøllen

 

 

 

 

 

Person portræt:

August Oetker

 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig nyhedsbrevet! og få nyheder om siden sent på e-mail
Nyhedsmail
Reklame

 H.W. Larsen

Tilbage

 

Her finder du alt i Køkkenudstyr og Produktionsudstyr til professionelle og private gourmeter.

 

Besøg H.W. Larsen hjemmeside

 

Historien om grundlæggelsen i 1934
H. W. Larsen & Sønner A/S har været i Kødbyen lige siden de "gode gamle dage." Siden grundlæggelsen i 1934 har vi konstant udbygget vores sortiment, så vi i dag kan tilbyde et bredt udvalg af varer til små og store køkkener.

I 1934 vendte Henry Werner Larsen hjem fra valsen i Tyskland. Efter hjemkomsten mente han, at der måtte være et marked for at sælge knive til danske slagtere og for at slibe deres gamle.

Sønnerne Regner og Steen Larsen overtog den daglige ledelse omkring 1960 og var med til at udbygge firmaet. I år 2000 blev firmaet overtaget af tredje generation, Bo Larsen, stort set samtidig med, at en 300 m2 butik i hjertet af Kødbyen stod færdig.

I år 2004 blev butikken udvidet med en 1. sal, hvilket betød at butikken i dag er på imponerende 500m2.

Selv om firmaet har udviklet sig, så har målsætningen ikke ændret sig. Vi vil give slagtere, fiskehandlere, kokke og alle danskere, der holder af at lave mad, de bedste arbejdsredskaber, så de kan lave den bedste mad til deres kunder og gæster.

På gensyn hos H. W. Larsen A/S - her handler vi med knivskarp kvalitet.

Det begyndte i 1934, nærmere betegnet den 16. april.


Kristine og H.W. åbner sliberi i Kødbyen

Kristine var ansat hos "Tandlægens", som det hed sig, i Valby. Her var hun stuepige og altmuligdame i huset. Det var et meget fint sted. Blandt andet havde de en spisestue med forsølvet loft, og tandlægen blev ikke engang vred, da Kristine tabte en bakke med service ned ad trappen. Kristine og H.W. lånte af H.W.'s far kr. 5.000 til etablering af et sliberi. Der blev indkøbt en stor elmotor, som kunne trække både en drejebænk og nogle slibemaskiner. Hovedmotoren, den eneste, blev placeret i hjørnet, og en rem gik op i loftet og trak på en aksel, hvorpå der sad flere remskiver. Derfra gik der så en rem ned til maskinerne nedenunder, og for at få kraft til maskinerne på den anden side, måtte hovedremmen krydse lokalet under loftet.

Slibemaskiner konstrueres

Langt den største del af alle maskinsæt var på det tidspunkt system Enterprise (maskinsæt uden forskærer). For at kunne slibe hulskiver konstruerede H.W. en maskine med en stor kopskive, der løb lodret. Samtidig kunne man køre hulskiven ind til kopskiven, så den blev slebet plan. Hulskiven blev meget varm, så man var nødsaget til at løfte den af med en krog for derefter at lade den afkøle. Krydsknivene til maskinsættene blev slebet i hånden på en tør smergelskive. Der var ingen udsugning på værkstedet, så det kunne ikke undgås, at der ofte lå et tykt lag slibestøv. Slibemaskinen til håndknive blev bygget med en stor gotlandsk slibesten. Under slibestenen var der monteret et vandkar, således at håndknivene ikke blev ophedet, og hærdningen gik af knivene.



Værkstedet var på ca. 28 m², og lige inden for døren fra gården var der en lille håndvask. Overfor den var der et lille aflukke med glasvinduer. Dette lille lokale på højst 3 m² tjente både som

garderobe og en slags kontor, og der var også mulighed for at spise. Til venstre for håndvasken var døren til butikken, der var lidt mindre end værkstedet, da der var brugt et stykke af butiksarealet til det bagvedliggende offentlige dametoilet. I butikken var der sat nogle hylder op ad væggen. På grund af økonomien var der ikke mange varer på hylderne. Så et lille bord tjente som disk.

50 øre i åbningsgave

De første dage efter åbningen var der stort set ikke noget at lave. Der var ingen kunder, men en gang imellem kiggede der trods alt en slagter ind for at hilse på disse nystartede unge mennesker. Kristine var 22 år og H.W. 29 år. Naboen i nr. 14 - vist nok en dame, der solgte røgvarer - kom ind i butikken og forærede dem en halv krone. For som hun sagde, "hvis den bliver liggende i pengeskuffen, så ville den aldrig være tom". Så selvom han ikke havde råd til det, borede H.W. et hul i den halve krone og bandt den fast i bunden af pengeskuffen. De første år var meget hårde. Kristine og H.W. boede på Kettevej i Hvidovre, de blev gift 6 dage efter Kødbyens åbning den 22. april 1934. Brylluppet blev holdt hos Kristines forældre i Rødovre. Kristines far havde få dage forinden malet havestolene, de skulle sidde på, så flere gæster måtte gå hjem med maling på tøjet.

1. barn i kommodeskuffen

året efter, den 28. marts 1935, fik de deres første barn Tove, og en kommodeskuffe blev brugt som vugge til hende. I de første år var hun med i Kødbyen og stod parkeret i gården bag værkstedet i sin barnevogn. Kristine passede butikken, hun var altid i gang med et eller andet. Der blev tørret støv af, selvom det ikke altid var nødvendigt. Men skulle der komme en kunde, så var man altid i gang med noget. Når der blev solgt en kniv, cyklede Kristine ud på Frederiksberg til C.V. Gjerløv, der havde forhandling af Giesser knive og købte en ny kniv, eller måske to og helst i papæske. De lidt større æsker blev brugt til transportæsker til de slebne knive, og tomme papæsker blev sat på hylden sammen de æsker, der var nye knive i. Det så jo altid ud af noget mere.

160 cm blikfang!

H.W. arbejdede på værkstedet. Hvis der ikke var indleveret slibningsopgaver nok, og der heller ikke var snegle, der skulle drejes, sørgede han for, at han lavede noget, der larmede, så folk ude på gaden kunne høre, at her skete der virkeligt noget. I ledige stunder fremstillede H.W. en kniv i overstørrelse, ca. 150 - 160 cm. lang. Den skulle bruges som blikfang og blev hængt op i udstillingsvinduet. Prisen på slibning af en slagtekniv blev sat til 35 øre. Det svarede til, at når der var slebet 100 knive, var det nogenlunde det en ufaglært medarbejder tjente på en 48 timers arbejdsuge.

Der blev mere og mere at se til på sliberiet. I butikken blev sortimentet stadigt udvidet både med flere knive men også udstillingsfade fremstillet af fajance fra Aluminia, den Kongelige Porcelænsfabrik's fajancefabrik, maskinknive og andet slagtertilbehør. året før krigens udbrud, den 22. april, blev Regner født. Kristine passede stadig butikken, så det var nødvendigt at have Regner med på arbejde. Han blev parkeret i barnevognen i gården bag ved butikken. Den 15. december 1941 kom Steen til verden, og kort tid efter flyttede Kristine og H.W. til Nakskovvej, som også ligger i Valby.

Kreative krigstider

Besættelsestiden var ikke særlig morsom hverken for erhvervslivet eller for befolkningen. Kødbyen som helhed klarede sig nogenlunde gennem krigsårerne, men man måtte se kødforsyningerne blive mindre og mindre, og dermed var der også mindre aktivitet hos H.W. Larsens Sliberi. H.W. Larsen's sliberi og forretning havde også problemer med at skaffe varer hjem. Det var meget svært, eller næsten umuligt at skaffe varer, der var fremstillet i udlandet. For at drøje på hakkekødet kom slagterne tit og ofte brød i kødfarsen, og var de ikke påpasselige med, at brødet var helt tørt, pakkede det sammen i hakkehuset med det resultat, at sneglen knækkede, og slagterne måtte til H.W. for at få repareret sneglene. Slagteøkser og flækkeknive blev påsat nye skafter, opøsere og hulskeer fik pånittede håndtag, samtidig med at krus og andet grej blev repareret. Man var nødsaget til at bevare de gamle ting, for nyt kunne man ikke få fat i. Det var også umuligt at få fat i nye maskinknive og hulskiver. Så H.W. gik i gang med at få sænksmedet nogle knive. Disse måtte færdiggøres i hånden - et ikke helt lille arbejde. Ligeså måtte hulskiverne hul for hul bores i hånden for derefter at blive hærdet.

H.W. og Lipka - et venskab for livet

H.W. havde i sine unge dage været på valsen. Her mødte han Wilhelm Lipka, og det blev til et livslangt venskab. Og da Wilhelm Lipka boede i Hvidovre og havde en garage, der var omdannet til værksted, var det nærliggende, at han lavede forskellige varer til H.W. Der blev fremstillet tusindvis af kødkroge, kødsave der blev døbt Servus fremstillet af en bue af fjederstål, en fantastisk god sav, små koben til at åbne røgede sildekasser med, bakker til at sætte under gasapparater og mange andre ting. Varerne blev afhentet og kørt til fortinning eller galvanisering pr. hestevogn. I et af krigens sidste år kom der nogle mænd, der havde forbindelser til frihedskæmperne og forlangte lageret af slagtepatroner udleveret. Patronerne var dengang skarpe med 9 mm dum-dum projektil. De havde ikke megen slagkraft, men man var bange for, at patronerne kunne gøre skade, hvis de faldt i de forkerte hænder. Selvom der var vareknaphed, så var der trods alt et pænt overskud. For i 1943 køber H.W. en grund i Hvidovre for den formidable sum af kroner 2.438.

Hygiejniske patenter

Mange rullepølseforme var før og under krigen fremstillet af træ og dermed ikke


særlige hygiejniske. Lige før krigens slutning i marts 1945 indleverer H.W. en patentansøgning af fjederlukningen til overdelen på rullepølseform således, at kloen enten står vandret eller spænder mod kassen. H.W. får patentet, og det er gyldigt lige til 1952. Efter krigen kom der mere gang i Kødbyen. H.W. søger en isenkramuddannet medarbejder til at passe butikken. I en annonce i Forstædernes Blad maj 1946 bliver der averteret med en begyndelsesløn på kr. 5.000 om året og med weekend hele året. I dette tilfælde vil det nærmere sige, at der var weekend fra lørdag ved 14-tiden. Annoncen gav tilsyneladende intet resultat, for samme annonce bliver gentaget i Berlingske Tidende måneden efter.Det var ikke kun under krigen, at det var svært at få fat i mange varer. H.W. måtte sætte en annonce i avisen i februar 1947 for at få fat i nogle 3 mm aluminiumsplader. Pladerne skulle muligvis bruges til fremstilling af leverpostejforme eller rullepølseforme. Ligeså søgte han også efter et firma, der kunne levere sænksmedegods. I årene efter krigen blev der fremstillet rullepølseforme i støbt aluminium (silicium) med det patenterede dobbeltvirkende låg. Endvidere blev der også fremstillet pæreformede skinkeforme og bovforme. I 1947 fik H.W. fremstillet delene til en saltlagesprøjte. Sprøjten rummede 200 ml, og den lignede en stor injektionssprøjte og var fremstillet af bakelit. Firmaet Dick i Tyskland havde en tilsvarende sprøjte, men denne var ikke afdrejet i cylinderen, og derfor kunne Dick's sprøjte give lufthuller i den færdige vare.

Lager under fjerkræhallen

Lageret var et lille rum, der lå i kælderen inde under fjerkræhallen (senere Irma og Brugsen). Nedgangen til lageret var fra gården i Høkerboderne, og i en snæver vending kunne man løbe ud af værkstedets bagdør, over gården, ind gennem fjerkræhallen og ned på lageret. Til de lidt større ting og de varer, der ikke blev solgt så ofte, blev der lejet et "fjernlager" i Krusågade. Lageret var et tidligere ismejeri (reolen til drittelsmør stod der stadig) beliggende i en kælder med 5-6 trin ned. Der var ikke megen plads i de to små rum, som lageret bestod af. Men fra gården var der en nedgang til yderligere en kælder. Adgangsforholdene var utroligt dårlige. Sandslibesten på 38" x 4" (næsten 1 m. x 10 cm med en vægt på ca. 50 kg.) og olie i tønder måtte kures ned ad en sliske. For at kunne ekspedere olien nemt og renligt fremstillede H.W. to firkantede beholdere, der blev ophængt på værkstedet oppe under loftet. Der var både hvid vaselineolie og maskinolie. To rør førte ned over filbænken og med to tappehaner, kunne man påfylde flasker til salg og også påfylde emballagen, som kunderne havde med.



H.W. søger i Berlingske Tidende i 1949 efter repræsentanter, der kan tage en nyhed med til slagtere og grønthandlere. Nyheden må være det nye plasticfad. Dansk Bakelit Industri (DBI), der Fremstillede delene til saltlagesprøjterne havde også fremstilling af det nye plastic produkt Melamin. Et godt og pænt materiale og perfekt til slagterfade, som der stod i datidens annonce: Stærkt som stål, let som aluminium og hvidt som porcelæn. Succesen med fadene var hjemme. I 1950 var der slagterudstilling i Nykøbing F., og her blev fadene præsenteret for et bredt publikum. Der blev solgt mange fade, fordi fordelene var indlysende i forhold til skårede fajancefade eller alufade, der skulle pudses og alligevel smittede af.

H.W. Larsens første salgsturné

I 1950 ansætter H.W. en ekspedient ved navn Peder Christiansen, der tidligere havde været ansat ved politiet og stammede fra Sønderjylland. Man kunne ligeså godt forene det praktiske med det private, og da PC var fra Sønderjylland lånte han varevognen, en Standard Vanguard, og lavede en salgs- og ferietur til det Sønderjyske. På sådan en salgstur besøgte PC ca. 125 - 150 slagtere og viktualiehandlere.

6. barn i flokken kommer til verden i villaen i Hvidovre

Samme år (1950) flytter H.W. fra Nakskovvej i Valby til den nybyggede villa på Kløverprisvej i Hvidovre. Nu var børneflokken også fem, og endnu et barn kommer til i 1956. Regner, der var ældste søn, tjente lidt ekstra lommepenge på at lodde gevind på saltlagenåle, rulle ostetråd op på 50 grs. ringe og sætte gummiben på leverpostejfade. Af og til blev det også til, at der nogle eftermiddage efter skoletid var arbejde på værkstedet med at pakke maskinsæt ind efter slibning.

Hygiejnisk fedtsigte på evighedsmaskinen


I begyndelsen af 50'erne spekulerede H.W. meget over, hvordan man kunne fremstille en fedtsigte, der både var let og rengøringsvenlig til afløsning af de meget uhygiejniske sigter med træramme. En skomagersymaskine blev ombygget således, at den kunne stanse huller i en aluminiumsplade. Ombygningen af symaskinen og arbejdet med at få den til at fungere voldte mange kvaler. Og først i 1956 blev de første sigter færdige. Det var ikke uden grund at H.W. Larsen's børn kaldte symaskinen for evighedsmaskinen, og flere af børnene havde til opgave at skifte plade på maskinen, som var anbragt i kælderen, hvor den larmende stansede ca. 5000 huller i hver plade.

ældste søn træder ind i firmaet

I 1954 kommer Regner i lære som ekspedient hos en isenkræmmer i Glostrup. Efter læretidens udløb i 1958 får Regner plads i H.W. Larsen's butik som ekspedient, indtil han skal aftjene sin værnepligt på 16 måneder. Efter værnepligten i november 1960 ansættes Regner atter, indtil han tager til Tyskland i et halvt år sammen med sin forlovede Ulla. Ulla's læreplads havde skaffet hende et arbejde som volontør lidt udenfor Stuttgart og H.W. fik Dick i Esslingen til at finde et job til

Regner i Stuttgart. Under opholdet i Tyskland skriver H.W. til Regner, om han er interesseret i at komme tilbage til H.W. Larsen's firma i Kødbyen. På den anden side af Slagterboderne i nr. 21, var isenkræmmeren I.O. Nielsens Eftf. ved at lukke og H.W. ville så ansøge kommunen om at overtage lejemålet. Det var forbudt at sælge eller handle med lokaler i Kødbyen. H.W. ønskede ikke at udvide lokalerne i en alder af 55 år, uden at der var nogen, der kunne tage over. Og da Steen, H.W.'s tredje ældste barn, havde aftjent sin værnepligt 1961, kunne han passe værkstedet, som så skulle være på 1. sal og Regner skulle stå for butikken.

H.W. Larsen flytter til slagterboderne


I november 1961 flytter H.W. firmaet til slagterboderne 21. Det var en gevaldig udvidelse af lokaliteterne. Både butik og værksted var hver på ca. 75 m². Med værkstedet liggende på 1. sal, måtte der etableres en vareelevator, så man kunne sende slibevarerne op og ned. Gulvet i nr. 21 var et nedslidt terrazzogulv, så det var nødvendigt at lægge klinker på gulvet. Reoler og disk var afskallede i grå farve, væggene var brune og der hængte 8-10 glaskupler ned fra et loft, der næsten havde samme farve som væggene. Farven måtte være kommet af mange års tobaksrygning i lokalerne. Loftet blev pålimet perforerede masonitplader, der blev malet hvide. To rækker lysstofrør blev ophængt ned gennem butikken. Ud mod gården var der et kontor på ca. 8-10 m², og der var enkeltlags vinduer i jernramme i hele butikkens bredde.

Egne numre og deletelefon med cigarsælgeren

Isenkræmmerens telefonnummer Eva 3157 blev overtaget. Og sammen med H.W. Larsen's Eva 3293 var der nu to numre kunderne kunne ringe på. Derudover var der også telefon på lageret, godt nok en partstelefon. Så en gang imellem måtte man vente på, at cigarhandleren var færdig med at tale, eftersom det var "Cigarsøren" i nr. 16, der havde den anden halvdel af lagertelefonen. Et samtaleanlæg var nødvendigt, så man kunne komme i kontakt med værkstedet, når der var nye knive, der skulle opslibes. Og hvis der var telefon til værkstedet, så måtte man ind på kontoret og trykke på en knap, således at telefonen blev omstillet.

H.W. stiller træskoene på hylden


økonomien i den gamle isenkram i nr. 21 var elendig. Når kunderne kom og ville købe et par træsko, så bad man kunden om, at betale forud. En ældre medarbejder kørte på cykel til Vestergade og hentede et par træsko mod kontant betaling. Det var umuligt at sælge træsko på den måde, så H.W. Larsen anskaffede hurtigt en reol, der kunne rumme fem forskellige slags træsko med et nummer af hvert par.

Værksted og sortiment udvides

På værkstedet var der masser af plads i forhold til det lille værksted i nr. 12. Der blev etableret 3 filbænke, og det varede ikke længe, før der også blev købt en ekstra plansliber til slibning af hulskiver. H.W. ombyggede en gammel fræser til at slibe rundknive på. En stor maskine, men så kunne den også slibe de meget store, ca. 60 cm, ovale knive til baconslicere.

Når der blev mere plads, er det også naturligt, at vareudvalget udvides, og det blev det.

Smørrebrødsbakker, rustfri fade, gummihandsker for ikke at tale om alle de tidligere nævnte træsko og beslag til disse. Træskobeslagene var et kapitel for sig. For at stå fast på de meget våde og utroligt fedtede gulve, måtte man beslå træskoene med enten jernringe under sål og hæl, eller også med jernring der var udfyldt med træ. De sidstnævnte blev slået på med nogle korte brodder. Autogummi var kun for dem, der arbejdede i tørre rum.

Larsen-sønner bliver medejere

I 1966 tager Steen til Bremen for at arbejde og lære nyt på et sliberi, der var tilknyttet slagteriet og han kom hjem efter 7 måneder. Under sit ophold i Bremen træffer han Roswitha, som han bliver gift med året efter. Kort tid efter Steen's hjemkomst indtræder han og Regner i interessentskab med H.W., således at hver af parterne kommer til at eje hver en tredjedel af firmaet. Steen og Regner skylder herefter H.W. godt 75.000 kroner. H.W. får indføjet, at han kan udtræde af selskabet i 1972 med samme rettighed, som hvis Steen eller Regner skulle afgå ved døden, hvor der eventuelt ville blive udbetalt 8% af overskuddet til enken, men H.W. fortsatte med at være aktiv næsten til midten af 1980'erne.

Kontant betaling i nyt kasseapparat

I butikken havde hver medarbejder en regningsblok i kittellommen. Når der blev betalt kontant, blev originalen udleveret som kvittering, og kopien blev sat på et bonspyd. Det nyligt anskaffede kasseapparat af fabrikat Sveda med fire skuffer i rustfri udførelse, var en fryd for øjet, og det kunne afstemple kvitteringerne, når der blev betalt kontant. Værre var det, når kunderne købte på kredit, så blev kopien udleveret, og når der blev betalt fik kunden originalen som kvittering. For at få sat system bilagene, blev der købt nogle skrivekasser, der kørte et bilag ned i et magasin i nummer-orden. Regner tog bilagene med hjem den sidste weekend i hver måned. Ulla hjalp til med at tælle bilagene sammen og med at udfærdige en liste over det aktuelle tilgodehavende. Listen blev lagt under kasseapparatet, så man hurtigt kunne se, om kunden skyldte penge. I Kødbyen var det kutyme, at gå rundt med regningerne den første tirsdag i måneden og indkassere det skyldige beløb. Bent Kristensen, som H.W. havde ansat, gik torveturen i mange år, det var en hyggelig måde at indkassere penge på, men også tidskrævende.


Slibning af knive på våd sandsten er bestemt ikke en dårlig slibning, men den er utrolig tidskrævende. Og med de stigende lønninger samtidig med at der kom flere og flere kokkeknive til slibning, måtte der noget nyt til. De våde sandsten blev udskiftet med båndslibere, og der kom også en polermaskine til, der kunne polere kokkeknivene. En maskine, der kunne slibe bånd- og rundsavklinger blev anskaffet. Båndsavklingerne var noget nyt på værkstedet. Ofte måtte disse sendes ud til svejsning i byen, så der gik kun kort tid inden en svejsemaskine til båndsavklinger blev anskaffet. Herefter var det nu også muligt at levere nye båndsavklinger i en meget fin kvalitet og i alle længder.

Handlen forandrer sig - knive sendes med vognmand

Handelen i Kødbyen forandrede sig. Kunderne ønskede ofte at få tilsendt de bestilte varer i stedet for at møde op. Knive til slibning sendte de med vognmanden. Langs med Flæskehallen var der 30 vognmænd, der kørte kød og flæsk ud i København og omegn. Det var nogle stærke, barske og grove fyre, men de var utrolig flinke til at tage varer med. Kunne man tåle den rå, men venskabelige tone, der herskede mellem kunder og leverandører på torvet, ja - så blev man i Kødbyen, Bent Kristensen blev i firmaet i omkring 40 år.

H.W. Larsen's første katalog på gaden!

I 1972 bliver et katalog færdigt. Det er fremstillet i tofarvet tryk på 16 sider, og på forsiden og bagsiden i 4-farve tryk. Det var en satsning, men den gav pote og mange nye kunder, også fra provinsen, kom til. Kataloget blev udsendt til alle landets slagtere, og i 1972 var der omkring 6.000. Endnu et par kataloger udkommer. I de to første er der ikke varenumre på alle varerne. Dette kommer først til, da USA-baserne på Grønland forlanger det. I 1973 ansættes Inger Petersen som deltids kontorassistent med arbejde 4-5 dage omkring den første i måneden. Det bliver til et ansættelsesforhold i 22 år. De sidste mange år på fuld tid. En chauffør fra et af firmaerne i Kødbyen havde for vane at gå ind og hilse ret så omfavnende på Inger P., når han kom i butikken. Og når hun hørte ham komme, blev skrivebordsskuffen resolut hevet ud som forsvar. På grund af den stadig øgede aktivitet bliver det nødvendigt at omdanne interessentskabet til aktieselskab i 1981 med en aktiekapital på 300.000 kroner.

Omsætningen bare stiger!


Omsætningen steg år for år. I butikken og på værkstedet blev man nødt til at finde plads til det stadigt voksende vareudvalg. At skaffe lokaler i Kødbyen var på det nærmeste umuligt, så det var med glæde, at det blev muligt at leje et lavloftet kælderlokale under Bosch, som lå ud mod Halmtorvet med indgang fra gården. For at få et nogenlunde lokale ud af det var det nødvendigt at fjerne nogle store sokler, der stod fra den tid, da der var gasværk. Endvidere blev det også muligt at leje et mindre lokale i kælderen til nr. 21. Her havde der været fryserum, så der skulle fjernes mange centimer kork fra lofter og vægge. Senere kunne lageret i Den Gamle Garderobebygning også udvides af flere gange, således at der til sidst var mere end 200 m2.

Slagterne forventede, at de bare kunne forlange knive og båndsavklinger, som sidst leveret. Kunde-kartoteket var på små magnetiske papirkort. Kasserne til kortene var sat på en udtrækshylde, som var skruet op under en reol på kontoret. Det var ikke nemt at holde kartoteket ajour, for kortene skulle i skrivemaskinen, hver gang der var en rettelse. En PC på 750 kb blev indkøbt for at være fremtidssikret, og da kunderne var tastet ind i systemet, var det nemt at styre rettelser o.s.v. Med tiden viste det sig, at det simpelthen var nødvendigt at have EDB for at for at køre virksomheden videre.

Arbejdstilsynet forlanger nye forhold


I midten af 90'erne forlanger Arbejdstilsynet også, at der skal være frokoststue, bad og omklædning til personalet på værkstedet. Så det bliver nødvendigt at købe et lokale ved siden af værkstedet, hvor der blev indrettet frokoststue. Til bad og omklædning får man tilladelse til at indrage dametoilettet (toilet for kvinder, som der stod på døren)

Det var den første udvidelse af lokalerne i nr. 21 siden 1961, og det er først da Bo kommer til, lidt før årtusindskiftet, at der virkelig sker noget. Butiksarealet i stuen udvides ind i den gamle Ejka butik og bliver mere end tre gange så stort. Der bliver lager i kælderen, der strækker sig under hele butikken og helt frem til Halmtorvet. Førstesalen overtages, og senere bliver der etableret en trappe fra butikken til første sal.

Bo overtager hele butikken!

Bo overtager H.W. Larsen & Sønner A/S den 1. januar 2000. Regner fratræder den 31. juli 2000, og Steen's ansættelse ophører med udgangen af år 2000.
 

 

Hindbersnitten.dk er nu også kommet på Facebook

se her

Login

 

Vil du gerne være bruger. Så klik her.

Login :
Pass :

Glemt dit login?

Send e-mail Føj til fortrukne Lav til startside.

Counter

Hits: 3674369

Hits dag: 882

Online: 17

Bageren anbefaler

Hindbærmousse

 

 


Hindbersnitten.dk - Version 4.0